2013 Mosel Cochem - Camping og bil

Search
Go to content

Main menu

2013 Mosel Cochem

Campinghistorier

Cochem ved Moselfloden

Anskaffelsen af en Golf V skulle vise sig at give en del problemer og udgifter. Stikket til hængertrækket var med 7 ledninger, men campingvognen var til 13. Alene ledningsnettet til udvidelsen - uden noget andet dingeldangel - kostede et par tusinde kroner og dertil kom så arbejdsløn, hvis man ikke er til gør det selv.

Så var der problemet med at bilen opførte sig underligt når jeg kørte omkring 10 km på literen (ifølge computeren) - noget var tilsyneladende ude af balance. Efter en masse fejlsøgning på det - bl.a. afbalancering af hjul - blev jeg enig med mig selv om at det var en dyse der var gået, til trods for de gode anmeldelser på den 105 HK motor der er i bilen. Man kan altid stole på en VW - der er altid et eller andet galt og en reklamation hos VW slår aldrig fejl - man får ikke en skid ud af det. Gid fanden havde ham der fandt på at lave den bil :)

Efter at have fejlsøgt på bilen og forsøgt at finde en ledig ferielejlighed i Sydtyskland (med ½ til 1 dags svartid på mail) - der var nemlig ikke de store problemer med bilen når jeg ikke havde campingvogn bagefter - blev vi enige om at forsøge med campingvognen og så nøjes med at køre til Hamburg.

På vejen mod Hamburg blev vi så enige om at fortsætte længere ned "da vi altid kunne køre til Hamburg", og vi enedes om Cochem. Jeg har været i området mange gange, når jeg har været på Nürburgring, men det var omkring 15 år siden jeg havde været der med campingvogn.

Bilen var godt nede i fjedrene og næsehjulet tæt på vejbanen, sådan som sig hør og bør i en Bluemotion. Ledningen til campingvognen var holdt oppe af et par kabelholdere, så den ikke blev slidt i stykker af asfalten. En undersøgelse efter hjemkomst godtgjorde at det var muligt at montere strammere fjedre - men at de muligvis fik den til at stå højere med enden. I skrivende stund undersøges stadig nærmere omkring dette emne. Den er for lav!

 
 

Vi fik et par gode råd af Ole, som jeg havde været med nede i området for ca. 15 år siden og som selv havde været dernede for et par uger siden. Det kneb ud fra adressen at finde campingpladsen, men pludselig opdagede jeg at Archies campingpladsoversigt havde den med, og da den var lagt ind i gps´en var det ikke noget problem at finde den. Den var dog lukket kl. 21, hvor vi kom kl. 21.30, så vi fandt os en plads uden for indgangen og faldt hurtigt i søvn. Dagen var blevet noget længere end vi havde regnet med fra morgenstunden fordi vi besluttede os for at springe Hamburg over i denne omgang.

En svane har fundet sig til rette på pladsen - den går rundt og spiser græs(!) - jeg ved ikke om det er den samme svane vi ser cirka en gang om dagen komme flyvende 10-15 meter over Mosel, men flot ser det ud. Der er flere andre svaner i området, og de hygger sig i det flotte landskab :)

Der er en del oversigtspunkter rundt omkring byen, hvor man ikke behøver at bevæge sig alverden for at komme i kameraposition - men pas på bilerne og især motorcyklerne. Der er kun 30 km i fugleflugtslinje og motorcyklisterne bruger de mange S-sving til at øve svingkørselteknik med høj hastighed. Jeg formoder at det er besøgende fra Nürburgring, der tester deres evner.

En af dagene kørte vi en tur til Bernkastel Kues for at finde en Peter Mertes vinforhandler. Der stod en adresse på de 2 flasker vin vi havde med (min favoritvin), men det viste sig at være et depot, hvor den ene tankvogn efter den anden kørte til og fra - blot blev de ikke brugt til brændstof, men vin. Der var ingen forretning og jeg havde ikke lige penge med til at købe en tankfuld vin :)

Vi kørte videre og fandt en Weingut, hvor de solgte en tilsvarende vin. Til trods på prisen på 7 euro pr. flaske købte vi et par stykker - ved grænsen koster en tilsvarende flaske vel omkring 20 kr., så det er ren tilsæt og fisefornemhed at købe hos vinbonden. Det vidste jeg godt fra vores besøg for 15 år siden, hvor vi fandt ud af at vinen var billigere i campingpladsens dyre kiosk end hos køb direkte hos vinbonden.

Byen på billedet foroven er Piesport - og billedet af byen er taget fra en rasteplads, der mest lignede noget der havde været påkørt af en lastbil. Men godt ser det ud - også i virkeligheden :)

Folkevogn testede biler (det bliver de nu ikke mindre rustangrebne af), Mercedes var der også med bl.a. BMW (Cooper). Nogle af bilerne var slørede, formentlig var det nye modeller som blev testet.

En af dagene var vi en tur i Luxembourg for at tanke pølser og diesel. Tophastigheden blev testet på bilen for første gang, den er fabriksopgivet til 189 km/t, så der er ingen ko på isen. Ved den hastighed viste brændstofmåleren - som jeg elektronisk har indstillet til at passe inden for 1%, 8 km/literen (3.500 omdrejninger).

Vi gav 1,23 euro for en liter diesel i Luxembourg, det er kun lidt billigere end vi kunne finde det til i Tyskland. Prisen var i Luxembourg den samme på motorvejen som i den tilstødende by, Mertert. Der er altså intet sparet ved at køre ind i byen, som man gør i Tyskland. Men hvordan priserne så ser ud længere inde i landet fandt vi ikke ud af.

 

En dag mere gik med en tur til Nürburgring. Der var rigtig gang i Touristenfahrten fra morgenstunden. Det var ikke til at komme til ved Zufahrt, så vi kørte om til vores sædvanlige plads, hvor der i dag også var både en åben pølsevogn og en Nürnbergkram forretning for Nürburgringelskere. Vi nøjes nu med en gang pommes og den af os der drikker - fik lidt kaffe.

Nedenunder bringes en række snapshots fra et par af svingene. Tryk pilen til højre i billedet for at se næste billede.

Stedet ved pølsevognen er velbesøgt af mange. Der er også mange der vælger at parkere der med campingvogn eller autocamper og så holde der gratis. Nogle har endog en lille generator til at holde strøm på autocamperen eller campingvognen. Men hvis der ikke er så varmt at man har brug for aircondition til at køre, så kan man holde der i mange dage uden at behøve at tanke andet en vand og mad (og øl, så det ud til).

Gratis camping - og så får man det alligevel til at ligne en svinesti :(

Vi var inde på Ringwerket også - lokket af et tilbud om 25 Euro for en gang go-kart og noget simulatorkørsel. Men - Nürburgringwerk(!) - jeg gad ikke stå i kø først for at købe et kort til at betale med, så i kø for at køre simulatorkørsel og i så i kø for at køre go-cart.  Jeg ville desuden gerne se Go-cartbanen før jeg sprang ud i det, men det var faktisk umuligt - man kunne ikke sidde og blive tændt over de andres kørsel, så Nürburgring tjente ikke det store på mig ved dette besøg: Det er nemlig også blevet en kende for dyrt at køre rundt på banen i sin egen bil.

Bagefter kørte vi ned til Pizzabiksen ved Adenau i Breidscheid, hvor jeg fik mit livs bedste pizza - en quattro formaggi, 4 forskellige slags oste lagt ud over skiven. Hold da ferie(!) det var guf! Vi måtte også senere på turen omkring dette pizzeria for at smage denne delikatesse af en ellers italiensk specialitet. Men pizzeriaetvar nu også - og har været i mange år - drevet af italienere, så de havde det ikke fra fremmede :)

Turen hjem til Cochem foregik af små veje, vi ikke tidligere havde set skyggen af, fordi gps´en var sat til korteste rute.

En dag kørte vi til Conrad i Mainz - jeg plejer altid at have hovedkataloget med hjem fra sommerferie - hvert år. Men meldingen var dér at det ikke blev udgivet mere - jeg måtte nøjes med det der var på nettet. Vi så os lidt omkring i forretningen, de havde rigtig meget man gerne vil have som gadgetnørd, men på den anden side vidste jeg også at det var noget jeg ikke ville få brug for ret tit - om overhovedet.

Resten af den dag blev brugt til at køre til Idar Oberstein for at se på huler - men vi blev enige om at det ikke lige var os og at køen var for lang - så vi trillede hjemad igen.

En anden dag besøgte vi Koblens - der hvor Mosel og Rhinen deler sig. Det hedder Deutsches Ecke - bl.a. var der rejst et par indervægge (det lignede de på en prik) til minde om de der døede da Tyskland var delt i 2. De var ikke af nyere årgang, og lignede noget der trængte til vedligeholdelse.

Tur-skibene sejlede tæt på det tyske hjørne således at passagererne kunne se så meget af mindesmærket som muligt.

Den højeste bro jeg har set - ud over Europa Brücke i Schweiz. Moseltalbrücke - med en længde på 935 meter og en højde på 136 meter er det et imponerende bygningsværk at blive mødt af, når man lige runder dét hjørne hvor A61 (Autobahn) krydser vejen mellem Cochem og Koblenz. Billedet yder ikke broen nogen retfærdighed!

Vi havde snakket lidt om hvordan vinbønderne høstede deres druer - med maskine eller med hænderne. Det viste sig at det gjorde de slet ikke - der kom en flok polakker og ordnede den sag. Det er for stejlt for maskinerne, så polakkerne kravler rundt på marken og får sagen ordnet billigt på den måde.

Stigen og trappen hjælper lidt med til at man nemt kan komme rundt på de stejle stigninger.

Kun ganske få km væk fra Mosel arbejdede bønderne på traditionel vis, med almindelige afgrøder som i Danmark. Her ved Adenau.

Tågen lå nogle morgener tæt ned over bjergene - det gjorde den nu ikke den morgen vi tog afsted efter 8 dage på stedet. Turen gik hjem - hjem, for at finde ud af hvad der var galt med min VW Golf eller for at købe en anden bil.

VW Golf V har godt nok været en skuffelse, men den har fuldt ud fulgt udviklingen: Fra Golf I og II er det kun gået tilbage, rust var ikke det store problem på IV´eren (kun når der blev reklameret), men med V´eren kom problemer med dyser, rust, gearkasser, mere rust, EGR-ventiler og hvad har vi. VW - stram op!

I begyndelsen af turen var jeg overbevist om at motoren havde udsættere - men efter at have trukket lidt rundt med campingvognen tror jeg mere på at det er en trækaksel, der er ude af balance.

Efterskrift: Da jeg satte vinterdæk på bilen, forsvandt rysteriet fuldstændigt. Fejlen, som var særdeles indbringende - se næste afsnit - skyldes formentlig nogle sprængte tråde i et dæk.

Turen hjem foregik uden problemer. Det er været en billig ferie i forhold til tidligere år, som plejer at gå til Italien. 6.000 kr. kostede det inkl. brændtstof, overnatninger, forbrug og
indkøb. 10.000 sparet i forhold til tidligere Italiens-ture.

 





Første og sidste tankning er ren campingvognskørsel. Den 2. tankning blev foretaget midt i ferien og turen hjem startede på denne tankning.

Det er et ret svært område at udnytte brændstoffet pga. de store højdeforskelle og den store mængde trafik.

Vi vidste det ikke - men det skulle blive sidste tur i vores Knaus 495 TF Primus. Ved hjemkomsten fik vi øje på en Knaus Azur 560 Royal, også med vandbåren varme og gulvvarme. Det er også en vintervogn og den skal selvfølgelig testes i år :)

Vores gamle vogn er til salg bl.a. på forsiden af disse/denne side(r):
www.campingogbil.dk

 
 
Back to content | Back to main menu