2013 VW Werk Wolfsburg - Camping og bil

Search
Go to content

Main menu

2013 VW Werk Wolfsburg

Club Golf Danmark

2013 VW Werk Wolfsburg fabriksbesøg

Søndagen før påske, om morgen ved 9.30 tiden red vi mod syd. Selv om det kun var 24. marts, så var der en del minusgrader - på Djursland var der målt -12 af dem, så det var med nogen fortrøstning vi begav os ned af motorstien. Jeg bliver altid så glad i låget, når jeg kører sydpå, og solen svigtede da heller ikke i dag. På nær nogle ganske få minutter, hvor det så ud til at true med regn, stod solskinnet ned i hovedet af os.

Turen var begivenhedsløs - lastbilerne måtte ikke køre på motorvejen, så vi futtede lige igennem alle de besværlige steder - f.eks. Hamburg tunellen - uden at slække på fartholderen, som lå på 90 km/t.

Vel ankommet efter beskrivelsen - og til tiden - på sidste mødested inden hotellet måtte vi konstatere, at vi var de eneste rotter der var gået i fælden. Da vi ankom til hotellet var de fleste kommet, så vi fik udleveret et kort til at låse vores værelse op med, så os lidt omkring og fik spist aftensmad. Første dag gået!

Jeg havde slået op på nettet hvor meget det kostede at bo på hotellet. 3 dage ville koste 2.000 kr. plus aftensmad - men vi fik det for 1.300 kr. inkl. aftensmad. Jeg spurgte vores turleder - Nielsen - om hvordan han havde fået prisen ned. I stedet for at forhandle prisen ned med en masse skriv eller snak frem og tilbage spurgte han simpelthen hotellet - vil I gøre det til den og den pris med så og så mange personer, så hotellet kun kunne svare ja eller nej, så var det hele så nemt. Et andet hotel havde svaret nej. Men som han sagde - hotellet står her jo alligevel, så vores forholdsvis lille bidrag til hotellets drift er jo trods alt et bidrag.

Næste morgen stod temperaturmåleren i Golfie på -4 grader - men ikke engang det havde formået at fryse en 3/4 fyldt flaske vand, der lå i handskerummet. Den var købt på en rasteplads på turen herned, så spørgsmålet er - hvad blander de i vandet hernede? :)


Mandag morgen efter fælles morgenmad  - der var ikke så mange deltagere som der plejede at være, ca. 44,  - blev vi spredt for alle vinde. En af turlederne havde skrevet til VW Motorsport et antal gange for at høre om de ville have besøg af brandet (påstår nogle, som er imod navneforandring af clubben :)) "club Golf Danmark", men VW motorsport havde ikke engang gidet at svare (brandet), så der var frit slag og vi valgte at køre til Braunschweig.

En af Conrads ca. 30 filialer ligger i Braunschweig. Det er en kæde, som sælger alt indenfor elektronik - alt! Filialen i Braunschweig er en af de små med sine 1.200 m2 svarende til en jævn stor parcelhusgrund og der var da nok at kikke på. Vi fik et katalog for 2013 med, for hvilken vi måtte betale 4 Euro i Schutzgebür. Når vi så bestilte noget på nettet eller købte noget i en af filialerne, får vi så 5 Euro retur, så det er en win win situation, hvis man køber noget - for alle parter. Når jeg kører hjem fra eller på sommerferie, er der et nyt katalog til rådighed, så der går turen også forbi Conrad.

Som noget af det første i gågaden så vi en kvinde gå rundt og tigge. Jeg rystede på hovedet, da hun sagde noget til os på et østeuropæisk sprog - jeg har set udsendelser om tiggeri, det er meget professionelt og timelønnen er høj. Om aftenen så vi så tilfældigvis en tysk udsendelse, hvor en tv-vært gik rundt og tiggede. På en halv time samlede han 8,66 Euro svarende til en timeløn på 120 Dkr. Skat bliver der naturligvis ikke betalt, så det er bedre end fast arbejde.

Derefter kørte vi ind i centrum af Braunschweig. Vi kørte bl.a. forbi stridsvognen parkeret på toppen af en bygning, som jeg i første omgang skød til at være en jernbanestation. Det viste sig dog sidenhen at være et af to indkøbscentre, der lå lige ved siden af hinanden. De var dog lidt for kedelige efter vores smag, både hvad udvalg og forretningstype angik. Derimod fandt vi en Euroshop at købe lidt i, det var mere vores prisleje. Hjemme hedder de tiger og 10-20-30 :)

I Braunschweig kører sporvognene frit omkring på gaderne. De er en del smallere end busserne, til gengæld er gaderne en del bredere end man er vant til at se derhjemme. Vi var i en fiskeburgershop for at stille sulten, men det var godt nok ikke lige værd at skrive hjem om. Det var aftensmaden til gengæld på hotellet. Pommes med diverse salater og kylling. Nåh ja - lidt is røg der også ned - og det var ikke den eneste gode dessert der var til rådighed på buffeen.

Næste morgen gik det afsted imod Wolfsburg. Vi kørte heldigvis af de små veje og kunne køre direkte fra vest ind til museet i Dieselstrasse uden trafikkøer. Da rygtet om billetter til halv pris, hvis der var mere end 10 personer havde spredt sig, var der pludselig en flok klar til entre da museet åbnede kl. 10.00. Vi måtte slippe 3 Euro hver for at komme ind.

Du kan læse mere om museet her. Der skulle være en del læsestof og film på youtube.

Udstillingen starter med nogle plakater fra boblens dage, hvor der blev reklameret for den på forskellige vis. Nogle af dem var ret sjove, når man ser på udviklingen fra dengang til idag. Bl.a. var der en reklame for en boble, som skam kunne køre 125 km/t. Imponerende, mente reklamen  :)

Museet er ikke drevet af VW - men jeg tænker nu nok de har nogle tætte forbindelser med hinanden. Det første man møder når man kommer ind er fronten fra de 6 første Golf´er - og der er lavet plads til nr. 7. Der står rigtig mange biler med ganske ganske få km på tælleren - også prototyper, som man aldrig har set ude i det virkelige liv.

Tryk på bilen i kanten af billedet for at se flere billeder omhandlende køretøjet. Dette gælder også for de følgende gallerier.

En Touran (korrigér mig venligst hvis jeg tager fejl) monteret med larvefødder samt en række forskellige racerbiler fra VW.

Lidt "racerbiler" ..

Et skakspil lavet af VW-dele.

Det var så slut på billederne fra automuseum. Der er mange flere biler end jeg har taget her - der er også billeder fra min tur til Wolfsburg beskrevet på denne side.

Her fortsætter vi rundturen til Autostadt, hvor der er udstillet en del gamle biler. Vi betalte 15 Euro per person for at komme ind, og dér tog jeg bl.a. følgende billeder (tryk her for at se billederne p.g.a. begrænsninger i antallet af billeder på denne side)

 

Efter besøget i Autostadt mødtes vi med de andre og begav os ud på en længere gåtur for at komme til VW besucherdienst. Der blev vi modtaget af et par personaler, som underholdt os på både engelsk og tysk under vores tur rundt på denne imponerende fabrik. Fotografering var strengt forbudt, men vi fik dog lov til at tage et billede af det køretøj vi havde bevæget sig rundt i. Personalerne kunne ikke rigtig blive enige om hvor mange HK bilen havde, men det var en VR6 baseret motor med 250-300HK.

Det er muligt at komme ud på en sejltur på floden med bådene, som ligger til foran Autostadt - men vejret er godt nok ikke lige til det. Temperaturen ligger på den forkerte side af frysepunktet, og dertil kommer en kraftig østenvind fra det kolde Rusland.

Dagen var forbi og vi var godt trætte i benene, så vi kørte hjem til aftenspisning på hotellet.

Om aftenen blev vi igen underholdt af TV, og næste morgen - efter et solidt morgenfoder - kørte vi nordpå. Vi stak op direkte nordover imod Celle og på motorvejen ved Soltau og videre nordpå. Tunnellen i Hamburg blev klaret uden problemer, og vi købte lidt ind ved grænsen, derefter hurtigt videre. Vi var hjemme ved 17-tiden.

Turen kostede 2 x 1300 kr. for overnatning inkl. 3 gange morgen- og aftensmad. Vi havde 2.000 kr. i forbrug inkl. diverse indkøb ved grænsen og også inklusive køb af drikkevarer ved aftensmaden. En 0,4 liters cola kostede der 4,40 Euro (33 kr) - ved grænsen købte vi 3 gange 8 liter for 120 kr.

Desuden brændstof, tanket hjemmefra og tanket ved hjemkomst:

17 timer 14 minutter med tænding på.
1164 km
21,65 km på literen
3,12 liter i timen.
Gennemsnitshastighed 68 km/t
53,77 liter
567,27 kr.
10,55 kr. pr. liter.

Tanken klarer 66,66 liter på en tom optankning, så der var plads til ca. 260 km mere, hvis det var det :)

Ved 90 km/t på en hel tankfuld kører jeg normalt 24 km/l, men der var jo en del "lavgearskørsel" på turen her.

 
 
 
 
 
 
 
Back to content | Back to main menu