Camping og bil


Gå til indhold

Mine campingvogne

I 1997 blev der - som så mange gange senere - studeret og overvejet hvilken campingvogn vi skulle have. Vi ville ikke begå de samme fejl som så mange andre, nemlig at købe en vogn som man senere fandt ud af man ikke kunne forliges med - og vi nåede frem til en Knaus MTK 535. Det er en vogn med 2 køjer og fast seng ved siden af - vi var således fri for at skulle rede seng, når vi selv ønskede at gå til ro. Børnene var dengang 2 og 5 år - og det fungerede godt.

Omkring 2003-4 stykker måtte jeg ud på brugtmarkedet. Jeg købte en Hobby 500 på Ebay, som viste sig at være fugtskadet. Jeg kørte til Ormslev campingforretning, nogle ting ved den vogn irriterede mig (det er det med at købe den rigtige campingvogn), Ormslev gav nogenlunde det samme for hobbyen som jeg havde givet, i bytte på en Wilk 500, som mere passede til mine behov.

Min næste campingvogn blev en Knaus 500 Azur med alt i udstyr - gulvvarme, aircon og centralvarme. Jeg solgte min Wilk, men ændringer i mine private forhold bevirkede, at jeg måtte ud at se på campingvogn igen. Men nu vidste jeg hvad jeg ville have :)

Det blev til en Knaus 495 Eurostar - også med gulvvarme, centralvarme og air-con. Vognen var nedsat fra 80.000 til 70.000 kr., da jeg fik øje på den. Jeg gav udtryk for min interesse, men sagde til forhandleren at jeg ville
overveje at købe den, hvis prisen blev 65.000. Efter snak i et par uger endte jeg med at give 65.000 kr., men fik ny elektrisk gulvvarme og nye gulvtæpper med til selvmontering samt et gavekort på 10.000 kr. til forretningen. Alt i alt en ganske rimelig handel.

Det tog faktisk næsten et år at bruge det gavekort, som bl.a. blev brugt til letvægtsstænger på Commodore Royal forteltet på 3 meter, gasvarmeovn til forteltet, 220V køleskab/fryser til forteltet samt en masse småting, som jeg stod og manglede til en perfekt campingtur.

Det på disse sider beskrevne VW-bus træf fungerede som en lille campingtesttur med det nye udstyr, hvor de sidste mangler blev konstateret og senere købt på de sidste sørgelige rester af gavekortet.

495´eren er generelt dårligere udnyttet end 500´eren var, men jeg havde problemer med at finde en 500 med centralvarme på tidspunktet for købet og havde jeg fundet en, var prisen formentlig blevet en anden :)

Så var det tid til at kikke på en renovering af forsikringen. Trekroner havde hævet min præmie på bilen med nogle procent, hvilket de indrømmede i policeafdelingen - hvilket var pga. en skade jeg havde med forteltet, som vinden trak hen over campingvognen. En forholdsvis lille skade, som min bilforsikring måtte bøde for. Det blev jeg lidt utilfreds over.

Efterfølgende ringede jeg til Trekroner nogle gange - og blev så fyldt med løgn, at jeg har opgivet at føre forsikringerne videre ved dem. Jeg ringede en dag til dem for at få nogle oplysninger fra dem, og her blev jeg informeret om at jeg havde betalt 15.000 kr. i forsikringer hos dem og haft skader for 30.000 - det sidste tal insisterede jeg på at få præciseret, fordi hvis det var regningen for min lille skade, så var der en der fiflede med regningerne. Dette ville damen ikke ind på, selv om jeg insisterede flere gange, og jeg ringede derfor op igen og bad om den afdeling der havde disse tal. En anden dame kunne så fortælle mig de reelle tal - sandheden lå fjern fra ovenstående tal. Hun kunne iøvrigt slet ikke forstå at der var andre der havde adgang til de tal, men det havde vedkommende så nok heller ikke.

27. juli sendte jeg en email til Trekroner hvor jeg annullerede en ulykkesforsikring - jeg blev 14 dage senere så ringet op af en anden tante, som fortalte om alle de dejlige fordele jeg mistede igennem mit medlemsskab af DCU, hvis jeg opsagde denne forsikring fordi jeg så ikke havde forsikringer nok til at opretholde rabatten og fortalte mig også at det kunne jeg jo ikke nå at få annulleret før den næste første ...

Da jeg lagde røret på, kontrollerede jeg hvornår jeg havde sendt min opsigelse - som det kan ses ovenfor i god tid før den første, så jeg kunne sagtens nå at opsige forsikringen!

Jeg trøstede mig bagefter med at jeg i forbindelse med en kommende flytning havde fundet et andet forsikringsselskab, der er væsentligt billigere end Trekroner. Dækningen er ikke så god, men jeg regner ikke med at få brug for Trekroners bedre dækning i en forsikringssag.

Jeg kører Knaus i dag - og jeg startede med Knaus. Jeg finder dem lidt mere robuste end andre vogne der prismæssigt kunne have min interesse, f.eks. Hobby og Adria.

Golf kører jeg så med foran campingvognen - jeg har haft Golf siden ca. 1983 og jeg har været rimelig tilfreds. Den kører langt på literen både med og uden campingvogn, og den trækker campingvognen op ad bakkerne som en sveske fordi det er en diesel. Også de rigtig stejle bakker.

Forside | Campinghistorier | Nürburgring | Club Golf Danmark | DCU | Mine campingvogne | Mine køretøjer | Navigation | Trailer | Pudset træhus | Links | Kontakt | Blog | Lov og Uorden | Site Map


Retur til indhold | Retur til hovedmenu